jordskok

namaste

JORDSKOK

Helianthus tuberosus

jordskok

Helianthus tuberosus

 

tilhører Asteraceaefamilien og er således langt ude i familie med havesalat og skorzonerrod. Det kan man svagt fornemme, hvis man ser blomsten på en af de jordskoksorter, der blomstrer. Det nære slægtskab med solsikken fornægter sig heller ikke, når jordskokkens stængler løber i vejret.

 

Jordskokkens engelske navn er Jerusalem Artichoke, men den kommer næppe fra Jerusalem. Dens oprindelse er uklar, da den vokser vildt i store dele af Nordamerika. Jordskokken kom til Europa i 1500-tallet.

 

I Danmark er den nævnt i et af Ole Worms breve i 1620, som en næsten ny plante, og den er senere i 1600-tallet omtalt i forskellige håndskrevne bøger. Jordskokken havde sin storhedstid, inden kartoflen for alvor fik sin udbredelse.

 

Under jorden danner jordskokken spiselige knolde, der i størrelse varierer fra en bordtennisbold til en knytnæve. Over jorden vokser en stængel, der minder meget om solsikkens stængel. Den er omkring samme tykkelse som et riveskaft og kan for nogle sorter nå op på 2½-3 meter i højden. Andre sorter bliver kun omkring en meter.

 

Knoldene dannes på tynde jordstængler eller udløbere, der lidt ligner kartoflernes udløbere. Knoldene er noget forskellige fra sort til sort. Nogle er forholdsvis glatte, mens andre er noget knudrede. De fleste sorter har gulligt eller lysebrunt skind, men der findes også enkelte sorter med rødligt skind.

 

Jordskok er en dejlig og stærkt undervurderet rodfrugt. Jordskok har et højt indhold af sukkerstoffet, inulin og kan derfor med fordel anvendes i en diabetikerdiæt.

Inulin giver en sød smag, men går ufordøjet gennem

fordøjelsessystemet og giver således ingen stigning i blodsukkeret. Derfor tåles dette sukkerstof af diabetikere. Til gengæld oplever mange lidt ekstra luft i maven, da inulinen angribes af bakterier i tyktarmen, når den når frem dertil.

 

Jordskok er en af vinterhalvårets dejligste grøntsager. Den kan anvendes rå i salater og giver da en næsten nøddeagtig smag. Den kan også anvendes kogt, bagt eller stegt i mange forskellige slags retter. En af de mest kendte måder er som suppe.

copyright © 1992-2018 meditativ yoga ved balancen.net - Britt Søndergaard