timian

namaste

 

TIMIAN

Thymus pulegiodes

timian

Thymus pulegiodes

har en høj antiseptisk virkning og virker stærkt afgiftende på kroppen. Immunforsvaret styrkes og der kommer gang i produktionen af hvide blodlegemer. Siden oldtiden har man kendt til timians antiseptiske egenskab.

 

Karl den store beordrede den dyrket og det var en af de vigtigste planter, man brugte, når pest og spedalskhed truede i gamle dage. Her smurte man kroppen ind i olier med urterne og indtog som forebyggelse mod smitte regelmæssig forskellige blandinger af antiseptiske urter, hvor timian lå i spidsen som én af de mest effektive.

 

Udover den almindelige timian, vi finder i urtehaven, der bruges i madlavning, findes der mange andre variationer af havetimian, som stammer fra forskellige arter af vild timian. De har alle samme egenskab, men alligevel forskellig styrke og karakter.

 

Denne stedsegrønne plante stammer fra middelhavsområdet og er omgivet af symbolik. Vi laver krydderurtemeditation med bla. timian og nyder den på vores yogaferier på Mallorca og Kreta, hvor den vokser overalt. Coverbilledet og billederne længere nede er fra yogaferien på Symi.

Timian er nok det krydderi, der er knyttet mest historie til.

Den er allerede omtalt af de gamle sumerer i det gamle Persien 5000 år f.Kr. Den beskrives i oldægyptisk litteratur og antikkens forfattere behandler og priser den.

 

Den blev brugt som offerplante for Afrodite. De gamle grækere brugte en kvist timian som symbol på mod og det går igen i europæisk middelalder, hvor ridderne bandt en timiankvist til rustningen på den arm, der førte våbenet.

 

Det græske ord thymus, som er blevet til det danske ord timian, betyder kraft. De romerske soldater badede eksempelvis i timianvand for at få styrke. Til det græske timian knytter der sig denne specielle talemåde; at dufte af timian som var et udtryk for at have stil. I middelalderens Europa broderede damerne små kviste af timian, som symbol på deres hjertes udkårne.

 

Den antiseptiske og konserverende effekt, som planten især er kendt for, blev af ægypterne brugt til balsameringssalver.

 

Timian var en af grækernes foretrukne urter, når der skulle brændes røgelse af i kirkerne. Og i dag er timian stadig en af de urter, du skal være opmærksom på. Både hvis du gerne vil have lidt mere energi, men så sandelig også, hvis du har problemer med astma, bronkitis eller tør hoste.

 

Timian-te fremmer dannelsen af et beskyttende lag af slim på slimhinderne. Og smart nok bevirker den æteriske olie i timian samtidig, at slimet fortyndes, så det er nemt at hoste op.

 

Den æteriske olie indeholder blandt andet thymol og carvecrol. De stoffer, der giver den helt specielle duft af timian, og de har desuden æren og ansvaret for mange af de gode virkninger.

 

Timian er altså andet og mere end en velsmagende krydderurt. Som lægeplante bruges den blandt andet til at styrke vores immunsystem, ligesom den styrker vores fordøjelse, så vi ikke føler os oppustede efter et måltid mad. Den hæver blodtryk og sætter gang i adrenalinudskillelsen fra binyrerne.

 

 

Sådan bruger du timian

• Til en kande velsmagende timiante skal du bruge en liter kogt vand, en håndfuld friske timianstilke eller en spsk tørret timian. Lad teen trække mindst fem minutter. Når teen er drikkeklar, kan du tilsætte en spsk god honning eller lidt friskpresset citron. Begge dele virker ekstra godt for immunsystemet. Brug også teen som gurglemiddel, hvis du har halsbetændelse.

 

• Hvis du lider af parodentose, kan du gurgle ren timiante et par gange om dagen. Antioxidanterne i timian forhindrer, at bakterier sætter sig fast på dine tandhalse.

 

• Er du heldig at have et stykke jord, hvor du dyrker forskellige grøntsager, kan du med fordel plante timianbuske rundt om den. Timian ser ud til at tiltrække bier og andre gode insekter, mens snegle og andet kan ikke lide duften.

 

• Brug den koncentrerede, æteriske olie fra timian i en duftlampe for at styrke dine luftveje. Eller tilsæt et par dråber i vandet, når du gør rent. Det er stærkt bakterie- og svampedræbende.

 

• Tørret timian er som bekendt også velegnet til madlavning. Både frisk og tørret timian er velduftende med en krydret, aromatisk smag.

 

 

 

copyright © 1992-2018 meditativ yoga ved balancen.net - Britt Søndergaard