namaste

appelsin

Citrus sinensis

Appelsin er kendt som en af de bedste C-vitaminkilder, der sænker kolesterol og insulin i blodet. C-vitamin virker også som en antioxidant, der stimulerer immunforsvaret og sørger for, at cellerne ikke oxiderer.

De har et højt indhold af flavonoider, der på samme måde som antioxidant beskytter cellerne mod angreb af frie radikaler. Uden antioxidanter ville cellevæggene snart ligne en hullet ost.

Appelsin er en god kilde til næsten alle mineraler, specielt jern og kalcium, hvor et friskpresset glas appelsinsaft svarer til et glas af den berømte mælk i kalciumindhold.

Appelsinsaft har vist sig at kunne beskytte musesperm mod stråling i forsøg, samt at øge frugtbarheden og sædkvaliteten hos nogle mænd, men kan forværre halsbrand.

Appelsintræet menes at komme fra Burma. Dyrkningen spredtes til Kina for over 2000 år siden, og træet blev indført til Europa i 1500-tallet og snart til Nord- og Sydamerika. I 1700-tallet blev appelsinen introduceret i de større godsers orangerier og er med sin lange blomstringsperiode og kraftige duft stadig en populær prydplante. I dag dyrkes minisorter af andre arter af Citrus som potteplanter.

I begyndelsen af 1700-tallet blev det ved lov påbudt den engelske marine at have appelsiner og citroner på deres togter for at forebygge skørbug.

1940 blev det fra ernæringskomitéen The national research council, Washington, beordret, at de amerikanske soldater skulle forhøje deres tidligere C-vitamintilskud 4 gange gennem 200 gram friskpresset appelsinsaft om dagen. Dette er for at forebygge sygdomme og fremskynde heling af sår.

Økologiske appelsiner kan anvendes til udvortes brug, ligesom vores mormor gjorde. Hun lagde appelsinskræller i en porcelænskande med koldt vand om aftenen og lod det stå natten over. Om morgenen vaskede hun så sit ansigt i det forfriskende appelsinvand og hendes hud havde ikke brug for diverse cremer. Hvis du ønsker at gøre mormor kunsten efter, så sørg for at appelsinerne er garanteret økologiske og fri for kemikalier.

Appelsintræet bliver op til 15 meter højt, men i plantager sjældent mere end 5-6 meter, da det ellers ville være svært at plukke. Træet er tornet og har duftende hvide blomster. Frugternes form, farve og smag afhænger i nogen grad af sorten og dyrkningsstedet, men fælles er, at de er runde med en tyk, orange skræl. Frugtkødet er ligeledes orange. Det er syrligtsødt i smagen og meget saftigt med op til 35 procent saft. Selve appelsintræet er meget gammelt – og det anslås flere steder for at være cirka 20 millioner år gammelt.

Appelsiner dyrkes med kunstvanding i Middelhavsområdet og i de dele af Nord- og Sydamerika, der har lignende dyrkningsbetingelser. Kommerciel produktion foregår overvejende i store plantager. Den samlede årlige produktion er ca. 68 mio. t (2012). Brasilien er verdens største producent og har omkring en fjerdedel af verdensproduktionen. USA, Kina, Mexico, Spanien og Egypten producerer tilsammen ca. en tredjedel. Resten er fordelt på mange producenter. Omkring 10 % af produktionen indgår i verdenshandelen. USA's produktion bruges næsten udelukkende indenlands.

Appelsiner indeholder ikke stivelse i frugtkødet og kan derfor ikke eftermodne. Det betyder, at frugten er allermest frisk (moden) på det tidspunkt, hvor den bliver høstet.

Husk at ikke økologiske appelsiner og andre citrusfrugter altid er overfladebehandlet. Giften får du på dine hænder, når du skræller dem - så husk at vaske dine hænder, inden du spiser frugten.

Appelsin hedder på både engelsk og fransk orange, hvilket farven orange også gør. Det giver anledning til at stille det spidsfindige spørgsmål: Hvad kom først, frugten eller farven?

Rent faktisk, så er man ret sikker på, at navnet på farven stammer fra frugtens navn. På det oldindiske skriftsprog, sanskrit, hedder en af appelsinerne (pomerans) nemlig, nagrunga. Det er så blandt hinduerne blevet til narungee og hos araberne, narun. På spansk naranja, der er samme navn for farven. I Italien er navnet blevet til naranzi, arangi og arancio, der så først i middelalderen fik navnene arangium, arancium og aurantium på latin. Først derefter fik frugten og farven navnet orange.