namaste

brombær

Rubus fructicosus

hører til rosenfamilien (Rosaceae) og omfatter forskellige småarter.

Brombær er afledt af navnet bremmel, der betyder tornet busk.

Den vilde brombær, der kendes fra hegn og krat, hedder Rubus fruticosus.

Af dyrkede arter kan nævnes den tornbærende Rubus procerus og den tornløse Rubus laciniatus.

Til brombærrene regnes også loganbær, der har meget store bær og er en krydsning mellem brombær og hindbær.

Karakteristisk for alle brombærarter er, at frugterne ikke løsner sig fra frugtbunden ved modning, som hindbær gør, men følger med bærrene ved plukning.

Brombær er vildtvoksende i såvel Europa som i Nordamerika.

Erhvervsmæssig dyrkning af brombær er af forholdsvis ny dato.

Den ældste dyrkningsbeskrivelse daterer sig således fra 1829 og er fra USA.

Først efter fremkomsten af dyrkningsegnede sorter, bl.a. de tornløse, har dyrkningen fået et større omfang, først i USA og senere også i England.

Nu er også Holland kommet godt med, hvorimod den erhvervsmæssige dyrkning i Danmark stadig er meget lille.

Brombær virker mod fremmede bakterier og er godt mod mave- tarmkatar og åndedrætsproblemer.

I oldtiden blev brombær brugt mod både diarré og bylder pga. det høje indhold af garvesyre.

Udtræk af brombærblade er et kendt middel mod diarré, men brug kun de unge blade. De ældre indeholder for meget garvesyre.

Pluk dem og tør dem til vinter, hvor de sammen med andre urter kan udgøre en dejlig sund te.

Udvendig virker en håndfuld blade i badevandet rensende for huden.

Overalt i landet findes mange vildtvoksende brombær i krat og hegn og det gør de mange steder på hele den nordlige halvkugle.

Allerede 400 år før vor tid blev den ifølge Hippokrates brugt til medicin, men først i 1800-tallet kom den i egentlig dyrkning.

Der findes flere hundrede arter af brombær i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika og alene i Danmark har man talt mere end 90 forskellige.

Brombær er først en rigtig smagsoplevelse, når de er helt modne.

De har en smag, som ikke er så gennemtrængende eller særpræget, at det giver genlyd, og hvis de spises sammen med andet, har de godt af at spille hovedrollen i fx desserten for at smagen ikke skal drukne helt.