namaste

fersken

Prunus persica

fersken kommer fra det tyske navn, Pfirsich, som er inspireret af det latinske Persica, fordi romerne fejlagtigt troede, at frugten stammer fra Persien.

I Kina har frugten været dyrket i flere årtusinder. Den blev dyrket her allerede i år 2000 f.Kr., altså for ca. 4.000 år siden. Der opstod i Kina efterhånden en kult omkring frugten, der symboliserede udødelighed.

I 1973 udgravede man liget af en kinesisk adelskvinde, der var pakket ind i en slags kinesisk mumie bestående af syv kister pakket ind i hinanden, hvor hver kiste var et nummer større. Hun var så velbevaret, at man kunne konstatere melonkerner i fordøjelsessystemet. Havde man spurgt kineserne på den tid i år 125 f.Kr., hvorfor hun var så velbevaret, ville de have svaret, at det skyldes den skål med ferskner, der stod ved siden af mumien.

Det tog lang tid, før træet nåede frem til Europa. Man mener, at fersken ligesom abrikos har bredt sig langs de gamle karavaneruter. Mange antager, at grækerne må have stiftet bekendtskab med frugten i Persien på Alexander den Stores tid 300 f.Kr..

Eksperterne mener, at frugterne dukkede op i Rom i det første århundrede efter Kristi fødsel. Første gang den blev nævnt, var en beretning om Malum persicum, der direkte oversat betyder persisk æble, som romerne havde plantet i Ægypten og på Rhodos.

De blev i hvert fald altid omtalt som dyre frugter, fordi de var svære at dyrke i Italien og måtte importeres fra Persien. Men romerne berettede også om, at man dyrkede ferskner længere nordpå i Gallien. Frankrig var sandsynligvis landet, hvor man forsøgte mest ihærdigt at forædle frugten. Ludvig 14. var personen, der først gjorde reklame for frugten og derved gjorde adelen opmærksom på, hvad man også burde spise.

Alle kender udseendet af den dunede frugt med det saftige frugtkød. Alligevel vil det nok komme bag på de fleste, at der findes omkring 3.000 forskellige sorter af fersken, der igen kan gøre det lidt svært at give en nøjagtig beskrivelse af frugtens udseende, størrelse og smag. Blandt disse sorter findes også de hårløse med glat skind, nektarinerne.

Herhjemme er vi nu også begyndt at kunne få ufo-ferskner, der ser ud til at være punkteret eller forkrøblet. Alligevel koster de som regel mere end de flottere runde ferskner. Men de er prisen værd! De har nemlig en overraskende fin aroma.

Frugten har et rimeligt indhold af C-vitamin, A-vitamin, E-vitamin, B1, B2 og B3. Desuden et højt indhold af mineralerne fosfor, jern, kalium og calcium. Frugten virker lettere afførende og vanddrivende.

Får man ferskenhud, hvis man spiser ferskner?

JA for skønheden kommer som bekendt indefra - men frugten kan også bruges til hud- og hårpleje.

Til tør og træt hud og hud udsat for meget sol og meget rygning kan du nemt lave en nærende ansigtsmaske, da fersken er meget fugtighedsbevarende og har en lindrende virkning på huden. Kød og saft fra friske ferskner indeholder berigende olier og fugtighedsbevarende enzymer. Ferskensaft virker opfriskende på den grå og trætte hud.

Opskrift: fjern skindet og mos ferskenkødet. Dup massen på ansigtet. Lad masken tørre ud og skyl den af med vand.

Fersken eller nektarinsaft er god mod tør og kedelig hud! Den virker dejlig opfriskende og gør huden smidig igen.

Fersken og nektarin virker desuden helende og beroligende på irriteret hud.

Bland evt. fersken- eller nektarinmos med lidt hvedekim og yoghurt og lave en kølende ansigtsmaske.

Ferskenkerneolie ekstraheres fra fugtens kerne og er rig på flerumættede fedtsyrer, herunder linolsyre og oliesyre, som hjælper huden til at bevare fugt og elasticitet. Olien er også en rig kilde til antioxidanter, som har anti aging egenskaber. Takket være sin unikke molekylestruktur trænger den let ind i cellerne.

En blanding af mandelolie, saflorolie og fersken olie er fremragende til brug efter udsættelse for solen. Fersken kerneolie bruges til at massere huden og har en fantastisk nærende, regenererende og fugtgivende, så det hjælper med at lindre følsom hud og betændt, og er en god behandling til tør og moden hud.

Ferskenkerneolie ses derfor brugt i flere sæber og er en populær ingrediens i flere former for kosmetik, såsom cremer, shampoo, massageolier og læbepomader.